Den skjulte ADHD-diagnose og terapi
Hvad nu, hvis stress, angst og lavt selvværd ikke er selve problemet, men konsekvenserne af et liv med en uopdaget ADHD?
Jeg har skullet tage tilløb til at skrive dette blogindlæg.
Hvorfor?
Fordi jeg muligvis har et noget andet perspektiv end nogle af mine kollegaer, og jeg har helst ikke lyst til at smide nogen under bussen. Men jeg bliver nødt til at være tro mod min faglighed. For ikke at tale om mig selv.
For er der én ting, jeg er blevet opmærksom på, så er det, at nogle terapeuter insisterer på, at diagnoser som eksempelvis ADHD i virkeligheden skyldes traumer.
Og her må jeg indrømme, at jeg undrer mig.
For har vi egentlig sat os godt nok ind i, hvad ADHD er, før vi begynder at forklare det som noget andet?
ADHD er en neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse med en meget stærk genetisk komponent.
Forskning peger på, at arveligheden ligger omkring 70-80 %. Det betyder ikke, at de resterende 20-30 % skyldes traumer. Udviklingen af ADHD er kompleks, og både genetiske og andre biologiske og miljømæssige faktorer spiller ind.
Traumer kan påvirke vores nervesystem, vores følelsesregulering og vores evne til at koncentrere os. Og ja, nogle traumereaktioner kan ligne symptomer på ADHD. Man kan også sagtens have både ADHD og traumer.
Men det er ikke det samme som at sige, at ADHD skyldes traumer.
Og den skelnen synes jeg er utrolig vigtig.
For hvis vi som terapeuter forsøger at behandle en medfødt neurobiologisk anderledeshed, som om den udelukkende er et resultat af ubearbejdede traumer, risikerer vi at overse det menneske, der sidder foran os.
Vi risikerer at gøre noget, der allerede er svært, endnu sværere.
For måske handler det slet ikke om at grave dybere i fortiden. Måske handler det i lige så høj grad om at forstå, hvordan hjernen fungerer, og hvorfor livet indtil nu har været så krævende.
ADHD er ikke altid det, vi tror, vi ser
Når vi taler om ADHD, tænker mange stadig på den lille dreng, der ikke kan sidde stille på stolen, afbryder undervisningen og konstant er i bevægelse.
Men ADHD kan se ud på mange forskellige måder.
Og særligt hos piger og kvinder kan symptomerne være langt mindre synlige.
ADHD handler nemlig ikke kun om hyperaktivitet. Det handler også om vanskeligheder med at regulere opmærksomhed, impulser, aktivitet og de eksekutive funktioner. Altså de mentale processer, vi bruger til at planlægge, prioritere, organisere, komme i gang og gennemføre opgaver. Og ved du hvad? Hvis vi taler hyperaktivitet, så kan hyperaktivitet ikke kun foregå fysisk på ydersiden, for de foregår ligeså hyppigt på indersiden. Det er derfor den ofte er skjult. Bekymringstanker -hyperaktivitet. Gamle minder der pludselig popper op -hyperaktivitet. Og meget mere.
Hvordan kan ADHD vise sig i barndommen?
Hos børn kan ADHD blandt andet komme til udtryk ved:
Vanskeligheder med at fastholde koncentrationen, især ved opgaver, der ikke opleves som interessante.
Dagdrømmeri og en tendens til at forsvinde ind i sin egen verden.
Uro i kroppen eller en indre rastløshed.
At glemme beskeder, miste ting eller have svært ved at holde styr på sine sager.
Stærke følelsesmæssige reaktioner og vanskeligheder med at finde ro igen.
At afbryde andre, tale meget eller handle, før man når at tænke sig om.
At have svært ved at komme i gang med eller afslutte opgaver.
At blive hurtigt overvældet af mange indtryk og krav.
At bruge enormt meget energi på at gøre det rigtige og passe ind.
Og så er der børnene, der ikke gør særlig meget væsen af sig.
De stille piger og drenge, der sidder pænt i klassen, men som kæmper med at følge med. Børnene, der er vellidte, omsorgsfulde og måske endda fagligt dygtige, men som kommer hjem fra skole fuldstændig udmattede. Når der endelig er fuldstændig ro, ofte i sengen om aftenen, så vælter hele verden for dem. Men verden ER faktisk væltet for dem. Der er bare ingen der rigtig ser det. For de får måske ros i skolen. “De klarer sig SÅ godt.”
Lige præcis DE børn, det er ofte dem der ender med allerlavest selvværd. Måske stor selvtillid, men lavt selvværd. På sigt betyder det at de ikke kender der grænser. De brænder ud. De får angst, og de får diverse konsekvenser som følger dem ind i voksenlivet. (Hvis de altså ikke bliver grebet)
Når barnet bliver voksen
ADHD forsvinder ikke nødvendigvis, fordi vi bliver voksne. Men symptomerne kan ændre udtryk, og mange udvikler strategier til at skjule eller kompensere for deres vanskeligheder.
Hos voksne kan ADHD eksempelvis vise sig som:
Konstant tankemylder og indre uro.
Problemer med tidsfornemmelse, planlægning og overblik.
Udsættelse af opgaver, selv når man virkelig gerne vil i gang.
Vanskeligheder med at prioritere og skabe struktur.
Perioder med intenst fokus på noget interessant, mens andre opgaver virker næsten umulige.
Hurtig mental udmattelse.
Følelsen af konstant at være bagud.
Overvældelse ved hverdagens mange små opgaver.
Vanskeligheder med at regulere følelser og håndtere frustrationer.
En oplevelse af at skulle anstrenge sig langt mere end andre for at få hverdagen til at hænge sammen.
Hos nogle kvinder bliver vanskelighederne særligt tydelige, når kravene i livet stiger. Det kan være i forbindelse med uddannelse, arbejde, moderskab eller hormonelle forandringer.
Det betyder ikke, at ADHD altid er skjult hos kvinder eller tydelig hos mænd. Men der findes forskellige måder, symptomerne kommer til udtryk på, og de mere indadvendte vanskeligheder bliver lettere overset.
Det er også vigtigt at understrege, at vi alle kan genkende nogle af disse symptomer fra perioder i vores liv. ADHD handler blandt andet om, at symptomerne har været til stede siden barndommen, optræder i flere sammenhænge og påvirker hverdagsfunktionen i væsentlig grad.
Når ADHD bliver til stress, angst og lavt selvværd
Noget af det, jeg synes, vi taler alt for lidt om, er de følgevirkninger, der kan opstå, når et menneske gennem mange år lever med en uopdaget eller utilstrækkeligt støttet ADHD.
For forestil dig, at du hele livet har forsøgt at passe ind i rammer, der ikke helt passer til den måde, din hjerne fungerer på.
Du har måske fået at vide:
Du skal bare tage dig sammen.
Du skal lære at strukturere din tid.
Du er så dygtig, når du gider.
Hvorfor gør du det ikke bare?
Du er alt for følsom.
Og når man hører den slags tilstrækkeligt mange gange, begynder man måske at tro på det.
At man er doven.
At man er forkert.
At man ikke gør sig umage nok.
At alle andre har forstået noget, man selv har misset.
Men hvad nu, hvis problemet aldrig har været manglende vilje?
Hvad nu, hvis problemet har været, at man har forsøgt at fungere på nogle præmisser, der ikke passer til ens forudsætninger?
Overkompensering og kronisk stress
Mange mennesker med ADHD bliver eksperter i at overkompensere.
De laver ekstra mange lister, arbejder længere, dobbelttjekker alt, presser sig selv hårdere og forsøger at være på forkant med enhver tænkelig situation.
Nogle bliver perfektionister.
Ikke nødvendigvis fordi de elsker perfektion, men fordi de er bange for at begå fejl.
De har måske lært, at hvis de bare anstrenger sig nok, kan de undgå kritik, nederlag og følelsen af ikke at slå til.
Men det koster.
For når man konstant skal bruge ekstra energi på at klare noget, som andre tilsyneladende gør uden større besvær, kan nervesystemet ende i et vedvarende alarmberedskab.
Og så opstår stressen.
Ikke nødvendigvis fordi man har for meget at lave sammenlignet med andre, men fordi de krav, man møder, overstiger de ressourcer og den støtte, man har til rådighed.
Lavt selvværd og skam
Når man gennem et helt liv oplever, at ens indsats ikke altid står mål med resultatet, kan det sætte sig dybt i selvværdet.
Man begynder måske at tænke, at man er utilstrækkelig.
Og her kan der opstå en smertefuld spiral.
Man forsøger at kompensere for følelsen af ikke at være god nok ved at gøre endnu mere.
Man presser sig selv.
Bliver udmattet.
Mister overblikket.
Og bebrejder sig selv, når det hele vælter.
Det er ikke svært at forestille sig, hvordan dette over tid kan udvikle sig til både angst, stress og depressive symptomer.
Når konsekvenserne bliver alvorlige
For nogle får de uopdagede vanskeligheder betydelige konsekvenser.
Ufrivilligt skolefravær: Et barn, der konstant kæmper med koncentration, sociale forventninger, støj og krav om selvregulering, kan blive så belastet, at skolen til sidst opleves som uoverkommelig. Fraværet kan være et tegn på mistrivsel og overbelastning – ikke manglende lyst til at lære.
Angst: Når hverdagen igen og igen føles uforudsigelig, og man har mange erfaringer med at fejle eller blive misforstået, kan bekymringer og angst få bedre grobund. Man kan begynde at frygte situationer, hvor man risikerer at miste kontrollen eller blive vurderet negativt.
Ufrivilligt arbejdsfravær: Voksne kan opleve gentagne stresssygemeldinger, udbrændthed eller vanskeligheder med at fastholde et arbejde. Ikke fordi de mangler kompetencer, men fordi arbejdets organisering, afbrydelser, deadlines og krav om overblik kan være uforholdsmæssigt belastende.
Problemer i relationer: Glemsomhed, impulsivitet, følelsesmæssige reaktioner eller vanskeligheder med at være nærværende kan skabe misforståelser. Partneren kan føle sig nedprioriteret, mens mennesket med ADHD kan føle sig konstant kritiseret.
Misbrug og risikoadfærd: Mennesker med ADHD har på gruppeniveau en øget risiko for blandt andet rusmiddelproblemer. Hos nogle kan impulsivitet og vanskeligheder med selvregulering spille ind, mens andre kan forsøge at dæmpe uro eller ubehag.
Kriminalitet: ADHD er også overrepræsenteret i visse grupper inden for kriminalforsorgen. Men det er afgørende at forstå, at ADHD ikke gør et menneske kriminelt. Risiko hænger sammen med et komplekst samspil mellem eksempelvis impulsivitet, samtidige vanskeligheder, opvækstvilkår og manglende støtte.
Det er altså ikke ADHD-diagnosen i sig selv, der automatisk skaber alle disse problemer.
Det handler også om, hvad der sker, når vanskelighederne ikke bliver forstået, og når omgivelsernes krav ikke matcher menneskets forudsætninger.
Hvad så, når man kommer i terapi med stress eller angst?
Det er her, jeg synes, det bliver rigtig interessant.
For når et menneske kommer i terapi med stress, angst eller lavt selvværd, hvad er så noget af det vigtigste at begynde med?
Ja, vi skal arbejde med selvværdet. Vi skal hjælpe nervesystemet ned i gear og mindske belastningen. Vi skal skabe forståelse for de mønstre, der har udviklet sig gennem livet.
Og hvis der er traumer, skal der naturligvis også være plads til at arbejde med dem.
Men vi skal i lige så høj grad være nysgerrige på, om vi overhovedet har forstået kernen i problemet.
For hvad hjælper det at lære et menneske at håndtere sin stress, hvis vedkommende bagefter vender tilbage til præcis de samme rammer, der skabte overbelastningen?
Hvad hjælper det at arbejde med selvværdet, hvis mennesket fortsat forventes at kunne fungere på en måde, der strider imod dets forudsætninger?
Og hvad sker der, hvis vi bliver ved med at lede efter psykologiske forklaringer på vanskeligheder, som måske også har en neurobiologisk baggrund?
Vi risikerer at gøre terapien til endnu et sted, hvor mennesket oplever ikke at lykkes.
Endnu et sted, hvor det får at vide, at det skal lære at tænke anderledes, reagere anderledes eller gøre noget mere. Måske har mennesket i virkeligheden brug for at gøre mindre. Måske har det brug for andre rammer. Og måske har det først og fremmest brug for at forstå sig selv.
Hvad betyder det i praksis hos Thinggaard Terapi?
Hos mig handler terapi ikke kun om at kigge indad. Det handler også om at kigge udad.
På de rammer, forventninger og omstændigheder, du lever under. For nogle gange er det ikke mennesket, der skal ændres. Det er rammerne omkring mennesket, der skal justeres.
Når du kommer hos mig med eksempelvis stress, angst, overbelastning eller lavt selvværd, er jeg derfor nysgerrig på hele dit liv.
Ikke kun på dine symptomer.
Men også på, hvordan din hverdag faktisk fungerer. Hvor bruger du din energi? Hvilke situationer dræner dig? Hvornår oplever du ro, overskud og glæde?
Hvad har du lært om dig selv gennem livet? Og hvilke forventninger forsøger du at leve op til, som måske slet ikke passer til dig?
Vi finder løsninger, der passer til dig. Ikke til normen
Det, der virker for ét menneske, virker ikke nødvendigvis for et andet. Nogle har brug for tydelige strukturer og faste rutiner.
Andre har brug for fleksibilitet, variation og mulighed for at arbejde i kortere intervaller.
Nogle har brug for færre sanseindtryk, mere alenetid eller hjælp til at skabe overblik. Og nogle har først og fremmest brug for at give slip på forestillingen om, at de skal kunne det samme som alle andre, på præcis samme måde.
Vi undersøger derfor, hvilke ændringer der kan være realistiske i dit liv, og hvordan du kan skabe en hverdag, hvor du ikke konstant skal overkompensere.
Terapi skal ikke gøre dig mere normal
Jeg tror, vi som terapeuter skal være varsomme med at gøre vores egne forestillinger om det velfungerende menneske til målet for terapien.
For hvem har egentlig bestemt, hvad det vil sige at fungere rigtigt?
At kunne arbejde 37 timer om ugen?
At have styr på kalenderen, vasketøjet og madplanen?
At kunne sidde stille til et møde?
At kunne overskue sociale arrangementer efter en lang arbejdsdag?
Det er ikke nødvendigvis de samme ting, der skaber et godt liv for os alle. Og måske er en del af problemet netop, at vi alt for længe har forsøgt at presse forskellige mennesker ind i de samme rammer.
Jeg mener ikke, at vi skal ignorere de udfordringer, ADHD kan medføre. De kan være både reelle og alvorlige. Men jeg mener heller ikke, at vi skal gøre menneskets anderledeshed til noget, der absolut skal repareres.
For målet med terapi er ikke, at du skal lære at ligne alle andre. Målet er, at du skal have mulighed for at trives som den, du er.
Kan du genkende dig selv/eller dit barn?
Hvis du læser med og begynder at tænke: Kunne det her være mig? – så kan det være relevant at tale med din egen læge.
Et af de screeningsredskaber, der anvendes ved mistanke om ADHD hos voksne, er ASRS (Adult ADHD Self-Report Scale).
Spørgeskemaet handler blandt andet om koncentration, organisering, rastløshed og vanskeligheder med at afslutte opgaver.
Du kan finde information om ADHD og udredning hos ADHD-foreningen og sundhed.dk.
En screening er ikke en diagnose. Den kan derimod være et udgangspunkt for en samtale med lægen om, hvorvidt der er behov for yderligere udredning.
I det offentlige udredningssystem er ventetiden på udredning ml. 3-4 år. Så jeg anbefaler altid at gå gennem det private system. Du kan skifte til sygegruppe 2 på dit sygesikringskort, så skal du ikke betale lige så meget, som ved sygegruppe 1. Ønsker du en udredningsklinik til dit barn, som er super dygtige til børn, men også giver gode redskaber til både forældre og bedsteforældre? Så anbefaler jeg ADD-klinikken i Viby J. www.add-klinikken.dk (Mit eget barn er selv blevet udredt der)
Det er ikke uden grund at jeg netop har fordybet mig i dette emne. Vores børn tvinger os til at gro. ;)